Spring videre til hovedindholdet

Anonymitet i Woba – vejledning til virksomhedsadministratorer

Forstå, hvordan anonymitet fungerer i Woba, og hvad I som virksomhed skal være opmærksomme på, når I opsætter jeres organisation, filtreringsmuligheder og medarbejderundersøgelser.

Når I gennemfører en medarbejderundersøgelse i Woba, er det vigtigt, at medarbejderne føler sig trygge ved at besvare den ærligt.

Woba har indbyggede funktioner, der beskytter anonymiteten, men det er også vigtigt, at I som virksomhed tager stilling til, hvordan jeres undersøgelser og organisation er sat op.

Det gælder særligt anonymitetsgrænser, afdelingsstruktur, filtreringsmuligheder og kommunikationen til medarbejderne.

I denne artikel gennemgår vi, hvordan anonymitet fungerer i Woba, hvilke forhold I bør være opmærksomme på, og hvordan I kan være med til at skabe tryghed omkring medarbejdernes besvarelser.

Hvordan fungerer anonymitet i Woba?

Woba understøtter både anonyme og ikke-anonyme undersøgelser.

Inden en medarbejder begynder at besvare en undersøgelse, vil det altid fremgå, om undersøgelsen er anonym eller ikke-anonym.

Denne information vises automatisk ud fra undersøgelsens anonymitetsgrænse og kan ikke skjules eller ændres af virksomheden.

For at en undersøgelse kan betegnes som anonym, skal anonymitetsgrænsen være sat til mindst 3 besvarelser.

  • Anonymitetsgrænse på 3 eller derover: Undersøgelsen vises som anonym.

  • Anonymitetsgrænse under 3: Undersøgelsen vises som ikke-anonym.

I kan selv vælge at sætte anonymitetsgrænsen højere, f.eks. til 5 besvarelser, hvis I ønsker en højere minimumsgrænse for visning af resultater.

Hvad betyder anonymitetsgrænsen?

Anonymitetsgrænsen bestemmer, hvor mange besvarelser der som minimum skal være i en gruppe eller afdeling, før resultaterne kan vises.

Hvis anonymitetsgrænsen f.eks. er sat til 3, skal mindst 3 medarbejdere have besvaret undersøgelsen, før resultaterne kan vises for den pågældende gruppe.

Hvis kun 2 medarbejdere har svaret, vil resultaterne ikke være synlige for gruppen.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at anonymitetsgrænsen ikke i sig selv kan forhindre alle former for indirekte identifikation. Det afhænger også af, hvordan jeres organisation er opbygget, og hvilke muligheder administratorerne har for at arbejde med resultaterne.


Anonymitet og organisationsstruktur

Når I opbygger jeres organisation i Woba, bør I overveje, hvordan afdelingsstrukturen kan påvirke medarbejdernes anonymitet.

Vi anbefaler som udgangspunkt, at afdelinger har mindst 3 medarbejdere, da dette svarer til Wobas standardgrænse for anonyme undersøgelser.

Det betyder ikke, at I ikke kan oprette mindre afdelinger, men I bør være opmærksomme på, hvordan resultaterne fra disse afdelinger indgår i den samlede organisation.

Hvad sker der med resultater fra små afdelinger?

Hvis en afdeling har færre besvarelser end anonymitetsgrænsen, kan afdelingens resultater ikke vises selvstændigt.

Besvarelserne går dog ikke tabt. Resultaterne indgår fortsat i de overordnede afdelingers samlede resultater, hvor de lægges sammen med besvarelser fra andre underafdelinger.

Eksempel:

En virksomhed har følgende afdelingsstruktur:

  • Administration: 1 medarbejder

  • HR: 4 medarbejdere

  • Økonomi: 6 medarbejdere

Alle tre afdelinger ligger under samme overordnede afdeling.

Hvis anonymitetsgrænsen er 3, vil resultaterne fra Administration ikke kunne vises selvstændigt, selvom medarbejderen har besvaret undersøgelsen.

Besvarelsen fra Administration vil dog stadig indgå i det samlede resultat for den overordnede afdeling sammen med besvarelserne fra HR og Økonomi.

På den måde tæller medarbejderens besvarelse stadig med i det samlede resultat.

Vær opmærksom på risikoen for indirekte identifikation

Selvom Woba ikke viser resultater for grupper med færre besvarelser end anonymitetsgrænsen, kan der opstå situationer, hvor det er muligt at udlede oplysninger om enkelte medarbejderes svar ved at sammenligne resultater.

Det kan f.eks. ske, hvis en administrator har adgang til et samlet resultat og derefter ændrer, hvilke afdelinger der indgår i visningen.

Eksempel:

En leder har adgang til resultaterne for en overordnet afdeling med 11 medarbejdere, hvoraf én arbejder i Administration.

Lederen kan se det samlede resultat for alle 11 medarbejdere, men kan ikke se Administration alene, da afdelingen kun har én medarbejder.

Hvis lederen derefter fravælger Administration i afdelingsfilteret, kan vedkommende se resultatet for de resterende 10 medarbejdere.

Ved at sammenligne de to resultater kan det i nogle tilfælde være muligt at regne sig frem til, hvordan medarbejderen fra Administration har svaret.

Det kaldes indirekte identifikation.

Woba har indbyggede anonymitetsgrænser, som sikrer, at resultater fra grupper med Wobas anonymitetsgrænse forhindrer, at resultater for grupper med for få besvarelser vises direkte, men den kan ikke nødvendigvis forhindre, at oplysninger udledes gennem sammenligning af større grupper.

Hvad anbefaler vi?

Når I opbygger jeres organisation, bør I derfor overveje:

  • Om der er afdelinger med meget få medarbejdere.

  • Om nogle afdelinger med fordel kan lægges sammen.

  • Hvilke administratorer der skal have adgang til hvilke afdelinger og resultater.

  • Om jeres afdelingsstruktur giver mulighed for at sammenligne resultater på en måde, hvor enkelte medarbejdere kan genkendes.

Når I opbygger jeres organisation i Woba, er det derfor vigtigt, at I tager stilling til, hvordan afdelingsstrukturen kan påvirke anonymiteten.

Woba har indbyggede anonymitetsgrænser, som sikrer, at resultater fra grupper med for få besvarelser ikke vises direkte. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at anonymitet ikke kun afhænger af antallet af besvarelser, men også af, hvordan resultaterne anvendes og sammenlignes.

Da I som virksomhed har det bedste kendskab til jeres medarbejdere og organisationsstruktur, anbefaler vi, at I tager højde for risikoen for indirekte identifikation, når I opsætter organisationen og administratorernes adgang til resultater.


Anonymitet og filtrering af resultater

Ud over afdelingsstrukturen bør I også være opmærksomme på, hvordan filtrering kan påvirke anonymiteten.

Woba giver mulighed for at filtrere undersøgelsesresultater på forskellige medarbejderoplysninger, afhængigt af hvilke data I har registreret i Organisation.

Det kan f.eks. være anciennitet, alder, køn eller andre oplysninger, som I har valgt at registrere.

Filtrering kan være et værdifuldt redskab til at forstå forskelle mellem medarbejdergrupper, men det kan også øge risikoen for indirekte identifikation.

Eksempel: Filtrering på anciennitet

Forestil jer en afdeling med 10 medarbejdere, hvor kun én medarbejder er startet inden for det seneste år.

En administrator kan se det samlede resultat for afdelingen, men kan ikke se resultatet for den ene medarbejder alene, da anonymitetsgrænsen ikke er opfyldt.

Hvis administratoren har adgang til at filtrere på anciennitet, kan vedkommende dog sammenligne resultatet for alle 10 medarbejdere med resultatet for de 9 medarbejdere, der har været ansat i længere tid.

Ved at sammenligne resultaterne kan det i nogle tilfælde være muligt at udlede den nyansatte medarbejders svar.

Det er særligt relevant, fordi ledere og administratorer ofte har kendskab til medarbejdernes anciennitet, afdeling eller andre forhold, selvom navnene ikke fremgår af resultaterne.

Begræns adgangen til avanceret filtrering

I Woba kan I som virksomhedsadministratorer styre, hvilke administratorer der skal have adgang til avanceret filtrering.

Hvis avanceret filtrering deaktiveres for en administrator, vil vedkommende ikke kunne bruge de øvrige medarbejderfiltre, men vil fortsat have adgang til afdelingsfilteret, hvis vedkommende administrerer flere afdelinger.

Vigtigt: Det betyder, at en administrator stadig kan til- og fravælge afdelinger i sine resultater. Derfor bør I også tage højde for afdelingsstrukturen, selvom I har begrænset adgangen til avanceret filtrering.

Vi anbefaler, at I tager aktivt stilling til, hvilke administratorer der har behov for avanceret filtrering, og om adgangen er nødvendig for deres arbejde med resultaterne.

Det er ikke nødvendigvis alle ledere, der har behov for de samme filtreringsmuligheder.


Det bør I tage stilling til inden undersøgelsen

Inden I sender en anonym medarbejderundersøgelse ud, anbefaler vi, at I gennemgår følgende:

Organisationsopsætning

  • Anonymitetsgrænse: Har I valgt en anonymitetsgrænse, der passer til jeres organisation?

  • Afdelingsstruktur: Har I afdelinger med færre end 3 medarbejdere, og har I overvejet, hvordan det kan påvirke anonymiteten?

  • Administratoradgang: Har de rette personer adgang til de rette afdelinger og resultater?

  • Avanceret filtrering: Har I taget stilling til, hvilke administratorer der skal kunne filtrere på medarbejderoplysninger?

  • Indirekte identifikation: Har I overvejet, om små grupper kan identificeres ved at sammenligne forskellige resultater?

  • Survey Chat: Har I informeret medarbejderne om, at ledere kan følge op på anonyme kommentarer?

  • Kommunikation: Har I forklaret medarbejderne, hvordan anonymiteten fungerer, og hvor de kan finde mere information?

Ofte stillede spørgsmål

Er en undersøgelse altid anonym, hvis anonymitetsgrænsen er 3?

Woba vil vise undersøgelsen som anonym, hvis anonymitetsgrænsen er mindst 3. Det betyder, at resultater for grupper med færre end 3 besvarelser ikke kan vises direkte.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at anonymitetsgrænsen ikke nødvendigvis forhindrer indirekte identifikation gennem f.eks. sammenligning af afdelinger eller filtrering.

Kan jeg oprette en afdeling med kun én medarbejder?

Ja. Woba tillader afdelinger med færre end 3 medarbejdere.

Hvis undersøgelsen har en anonymitetsgrænse på 3, vil afdelingens resultater dog ikke kunne vises selvstændigt.

Besvarelsen vil stadig indgå i resultaterne for overordnede afdelinger, hvor anonymitetsgrænsen er opfyldt.

Vi anbefaler, at I overvejer at samle små afdelinger, hvis det giver mening for jeres organisationsstruktur.

Kan jeg forhindre afdelingsadministratorer i at filtrere resultater?

I kan deaktivere avanceret filtrering for den enkelte administrator inde i Organisation → Admins.

Afdelingsadministratorer vil dog fortsat kunne bruge afdelingsfilteret, hvis de administrerer flere afdelinger.

Derfor er det vigtigt også at overveje, hvilke afdelinger de har adgang til, og hvordan afdelingsstrukturen er opbygget.

Kan en leder se, hvem der har skrevet en kommentar i en anonym undersøgelse?

Nej. I en anonym undersøgelse kan lederen ikke se medarbejderens navn på kommentaren.

Såfremt Survey Chat er aktiveret for undersøgelsen, kan lederen dog kontakte medarbejderen ved at sende dem en besked, uden at medarbejderens identitet bliver synlig.

Medarbejderen kan selv afsløre sin identitet ved at skrive genkendelige oplysninger.


💡Tip

Har du andre spørgsmål? I Help Center kan du finde guides til hvert Woba modul
Find svar og fordyb dig i Woba Universet lige her

Besvarede dette dit spørgsmål?